Han droppede ud af to studier, mistede sine forældre og gik arbejdsløs i flere år. Men efter 36-årige Trygve Rastad Bjørst fik en diagnose, har han fået styr på sit livskaos. Undervejs har han haft grænseoverskridende åndelige oplevelser og kommer i dag i en frikirke i Næstved.
Af Martin Højgaard
Med studenterhuen i hånden forlod Trygve Rastad Bjørst i sommeren 1995 sit barndomshjem ved Tappernøje på Sydsjælland. Kursen var sat mod samfundsfagsstudiet på Aalborg Universitet. Som den yngste af tre søskende fra et akademisk hjem – hans mor var læge og hans far advokat – lå det lige for, at han skulle studere på universitetet. Men allerede på det tidspunkt havde han en fornemmelse af, at han var anderledes, og ville få svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
- To et halvt år henne i studiet skulle vi lave en større selvstændig opgave, men jeg kom ingen vegne, fortæller Trygve.
- Jeg blev kogende varm på ryggen af kløe som følge af stress og var derfor nødt til at sidde i bar overkrop, men jeg kunne slet ikke strukturere det. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg blev deprimeret og ensom og droppede senere ud af studiet.
Sled på biograferne
I stedet for at sidde bag bøgerne satte Trygve sig foran computerskærmen eller gik i biografen.
- På et tidspunkt var jeg så ofte i biografen, at jeg havde set samtlige film, der gik i byens fire biografer på det tidspunkt, smiler han.
Men en aften, hvor han var alene ude at cykle, blev begyndelsen til et vendepunkt for ham.
- Pludselig, mens jeg cyklede, kom det på en eller anden måde til mig, at Gud eksisterer, og jeg begyndte at græde. Det var en fantastisk oplevelse, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle bruge det til. Mine søskende og jeg var hverken blevet døbt eller konfirmeret, de fleste i min familie var antikirkelige, og jeg var slet ikke åndeligt søgende.
En skakaftale
Trygve flyttede hjem igen i julen 1998, men havde det stadigvæk skidt og var deprimeret i en længere periode. Da han var kommet til kræfter igen, begyndte han om sommeren på lærerseminariet i Holbæk.
- Det første år gik udmærket, men da jeg skulle i den første individuelle praktik, gik det galt igen. Praktikforløbet gik dårligt, og studiet kunne jeg heller ikke længere overskue. Oven i det hele mistede jeg pludselig min far, som omkom i et trafikuheld i december 1999.
Faderens uventede død var et stort tab og gjorde ikke troen på fremtiden større for Trygve. Men til studiets fredagsklub mødte han Filip, en kristen, som med en masse gode argumenter prøvede at overtale Trygve til at tro. Det kom han dog ikke langt med.
- Jeg er naturvidenskabelig anlagt og en diskuterende person, men jeg blev alligevel så nysgerrig, at vi lavede en aftale: Du spiller skak med mig, og jeg tager med dig i kirke, griner Trygve.
I kirken gjorde lovsangen et stort indtryk på ham, og han begyndte at gå til gudstjeneste flere gange, både i Sct. Nikolajs Kirke (en folkekirke) og Holbæk Frikirke. I den periode gik det op for ham, at kristendom handler om relation og personlig tro.
Samtidig med at Trygve begyndte at få venner på kollegiet og i kirken, noget han ikke havde været forvænt med før, gik det helt galt på lærerseminariet, og han måtte stoppe i 2001. Men på det tidspunkt var mødet med kirken og de kristne alligevel på vej til at give hans liv en ny retning og dimension.
At stå i stormvejr
- Jeg fik flere åndelige oplevelser, som jeg ikke kunne ignorere, og det endte med, at jeg overgav mit liv til Jesus – endda op til flere gange, smiler Trygve.
- Mit ja til Gud medførte en erfaring af Guds Ånd som en vind, der går igennem kroppen, og jeg oplevede Guds nærvær fysisk – det var ligesom at stå i et stormvejr. Jeg fik også flere ahaoplevelser med Bibelen, som jeg pludselig forstod meningen med.
Troen var blevet personlig for Trygve og gav ham ny selvtillid og tro på fremtiden. I kirken kom han med i en mindre netværksgruppe, og derfra tog nogle stykker sammen på et Sommerstævne i Kolding.
- Her fik jeg så stærk en oplevelse af at være dækket af Guds Ånd under lovsangen, at jeg var sikker på, at jeg ville blive hentet hjem til himlen, siger Trygve.
- Jeg begyndte også pludselig at nedskrive ord med en anden håndskrift end min egen – en slags barneskrift – med sætninger om Guds kærlighed og Guds væsen.
Trygve fik også den tanke, at han nok skulle døbes, men gjorde ikke mere ved det på det tidspunkt.
Voksendøbt i folkekirken
I 2004 blev Trygves mor ramt af en kræftsygdom.
- Vi bad meget for hende i kirken, og en dag ringede hun og spurgte mig, om jeg ville døbes sammen med hende. Vi blev derfor sammen døbt på vores tro ved døbefonten i folkekirken i Præstø. Og da min søster protesterede, sagde min bror bare: sådan noget diskuterer man ikke, og så var den ikke længere, siger Trygve.
Hans mor døde af sin sygdom i december 2006, og Trygve flyttede nu tilbage til barndomshjemmet kort efter nytår, mens hans liv var stadig ét stort kaos. Han havde været arbejdsløs i flere end fem år, og på opfordring fra hans søskende satte han sig derfor sammen med sine søskende for at finde ud af, hvorfor han ikke kunne klare et studium eller passe et almindeligt arbejde.
Diagnose lettede
Med en god portion frækhed og vedholdenhed over for kommunen og efter møder med utallige psykiatere og en stor test på Bispebjerg Hospitals børneafdeling fik Trygve stillet diagnosen på under et år. Den lød: Aspergers Syndrom, en udviklingsforstyrrelse og mild form for autisme, som blandt andet gør, at han har svært ved at strukturere hverdagen og begå sig i det sociale samspil mellem mennesker.
- Jeg var lettet og tænkte, at der så var en grund til, at tingene var gået, som de nu var, mindes Trygve.
En sagsbehandler, som kun var ansat i en meget kort periode, fik hurtigt sendt Trygve i arbejdsprøvning hos Specialisterne, en kommerciel virksomhed, som har specialiseret sig i at ansætte personer med blandt andet Aspergers Syndrom at løse særlige it-opgaver for virksomheder.
- Jeg håbede på et fleksjob, og det fik jeg, da jeg blev fastansat efter fem måneders arbejdsprøvning. Jeg tror, det var Gud, der sendte den sagsbehandler, så jeg fik den mulighed hos Specialisterne, siger Trygve, som i dag har genfundet selvtilliden. I 2010 blev han gift med Pamela, og kirken og troen på Gud holder han stadig fast i som teenagemedarbejder og medlem i Sjølundkirken i Næstved.