Bodil Sund Jespersen er opvokset i Japan og elsker japanernes tankegang, natur og sprog. Hun har boet i Danmark siden hun var 18, men flyttede i foråret 2010 tilbage til Japan for at give landet det bedste, hun har: Sin tro på Jesus
Det er nødvendigt at indføre et nyt ord i det danske sprog, hvis man skal beskrive, hvad Bodil Sund Jespersen er på vej til at blive: Tredjegenerationsjapanmissionær.
Som treårig flyttede hun med sin familie til Japan, hvor hun boede indtil sit attende år. Hun er datter af Merci og Robert Jespersen, der har været missionærer i Japan i 23 år, og hendes mormor og morfar, Edith og Ib Sund Nielsen, var også en kort periode missionærer i Japan.
- Jeg lærte japanerne at kende på en anden måde, end hvis jeg var opvokset i Danmark og dernæst havde rejst derud og set på det hele med voksne øjne. Men jeg legede med japanske børn og så på dem med børneøjne. Japanerne har taget sig af mig og præget mit liv på en god måde, og derved har jeg fået en dyb respekt for japanerne. Jeg har meget at takke dem for og vil gerne give dem noget tilbage igen. Det er blandt andet derfor, at jeg rejser derud igen, forklarer Bodil og tilføjer:
- At leve i Japan har præget mig. Jeg elsker japanernes tankegang, natur, sprog med mere. Det man vokser op med får en speciel plads i ens hjerte.
Bodil er også præget af at være vokset op i et missionærhjem, for hendes forældre var meget åbne omkring deres kampe og udfordringer, og hele familien bad sammen, hver gang der dukkede vanskeligheder op.
- Og da vi igen og igen fik svar på vores bønner, var det naturligvis med til at fodre og grundfæste min tro.
Fokus på studerende
Bodil er den yngste af tre søstre og har en cand.mag. i japansk med speciale i japansk lingvistik. Derudover har hun været tre år på teologisk seminarium i Bruxelles, hvor hun tog en Bachelor of Divnity med hebraisk og græsk på linje. Således velforberedt til en tilværelse som missionær i Japan, håber hun i løbet af foråret 2009 at kunne rejse til den Kanazawa, en by med 450.000 indbyggere i den vestlige del af Japan.
- Der er flere store universiteter i byen, og min plan er at etablere en café tæt på byens hovedstrøg, hvor jeg i løbet af ugen kan få kontakt til nogle af de mange studerende. I weekend vil jeg så holde bibelstudier, ungdomsgudstjenester med mere i cafélokalerne, forklarer Bodil.
- Det skal være et forum, hvor unge på en uformel måde kan komme ind og blive berørt af Guds kærlighed og kraft. Der skal ikke være en masse skriftsteder på væggene – det skal ikke se så kristent ud – men blot være en café, hvor der er kristne til stede, og hvor der er blevet bedt for stedet.
I løbet af ugen vil Bodil også forsøge at finde en aften, hvor engelsktalende kristne vil være til stede i caféen, for japanske unge er vilde efter at blive bedre til at tale engelsk.
Idéen om en café som grundlag for sit missionsvirke oplever Bodil som en vision fra Gud. I 2000-2001 var hun udvekslingsstudent i Kanazawa og lærte byen at kende, og siden da har hun følt, at det var dér, hun skulle vende tilbage til, når hun skulle realisere det missionskald, som hun fik for første gang, før hun fyldte 10 år.
Klar tale om kald
- Jeg var ude og lege på en ganske normal dag, da jeg lige pludselig standsede op og følte, at Gud talte til mig. Vil du tjene mig her?, lød spørgsmålet. Ja, det vil jeg gerne, svarede jeg – og så legede jeg videre.
- Det var første gang, jeg oplevede kaldet – og jeg husker det helt tydeligt. Siden har jeg flere gange fået kaldet bekræftet og modnet, selv om jeg i lang tid ikke fortalte ret meget om det. Når folk spurgte, om jeg skulle tilbage til Japan, kørte jeg lidt udenom og sagde, ja, nu får vi se.
- Men på et ungdomsmøde under pinsekirkernes sommerstævne i Mariager så jeg et klip fra en film, hvor Jesus blev korsfæstet, og det berørte mig så meget, at jeg blev klar over, at jeg måtte beslutte, om jeg ville gå eller ikke gå på mit kald. Og fra da af begyndte jeg at sige det til folk, når de spurgte mig om min fremtid.
Efterhånden som Bodil fortalte om sit kald, oplevede hun, at der blev taget godt imod det. Familien har hele tiden bakket hende op – men opbakningen blev meget bredere.
Samler på støtter
En dag blev Bodil kontaktet af præst Kenneth Kühn fra Netværkskirken, som sagde, at de gerne ville være udsenderkirke for Bodil – og dermed også støtte hendes missionsarbejde økonomisk. Siden meldte også Bodils egen kirke, Sjølundkirken i Næstved, sig på banen som åndeligt og økonomisk bagland for Bodils missionsvirke.
- Nu har jeg en økonomisk basis for at komme derover og leve derovre. Det, jeg arbejder på lige for tiden er så at få samlet flere støtter, så jeg har råd til et decideret missionsarbejde derovre – og det er det, der koster allermest. Det er ikke billigere at leve i Japan end i Danmark, så det koster noget at have et lokale i det centrale af byen, hvor de unge færdes.
Japans tid er kommet
Bodil forventer, at de kommende generationer af japanere vil være mere interesserede i den kristne tro, end japanerne traditionelt har været.
- Kirkerne i Japan er generelt små; en kirke på 15-20 medlemmer er faktisk en stor kirke efter japanske forhold – Tokyo måske undtaget. Landet er stærkt buddhistisk, og venner og familie ser skævt til folk, der bliver kristne. Den kristne tro opfattes som noget vestligt, derfor gør kirkerne også meget ud af at fortælle, at kristentroen er universel og global.
- Men jeg oplever, at der blandt de japanske unge sker en udvikling, hvor de ikke længere har buddhismen som holdepunkt. Derfor er de frustrerede åndeligt set og har et stort behov for, at nogen vil fortælle dem om Jesus. Der er blevet bedt mange bønner for Japan, og der er blevet lagt meget kirkeligt arbejde der gennem mange år – og jeg er overbevist om, at det kommer til at få en frugt i den åndelige verden. Og jeg har tillid til, at der kommer til at ske noget i Japan nu.