Kirkelige handlinger

Kirkens præster står til rådighed i forhold til de forskellige kirkelige handlinger. Forud for de kirkelige handlinger går en samtale med præsten omkring selve handlingen og dens indhold.

Barnevelsignelse
Barnevelsignelsen har sit forbillede i Jesu velsignelse af de små børn. Barnevelsignelse finder sted i forbindelse med en gudstjeneste, hvor én af kirkens præster beder om Guds velsignelse over barnet sammen med forældrene og menigheden. Læs Det Nye Testamentes beretning i Lukas Evangeliet kap. 18 vers 15-17.

Ungdomsvelsignelse
Til teenagere i konfirmand-alderen (7.-8. klasse) tilbyder kirken et spændende forløb, som vi kalder CON DIOS – et år med Gud! Con Dios betyder ’med Gud’ og er vores frikirkelige alternativ til konfirmationen, hvor vi sammen udforsker den kristne tro. Forløbet er åbent for alle interesserede – også teenagere udenfor kirken, og varer fra september til maj. I foråret afsluttes med en festgudstjeneste med ungdomsvelsignelse i kirken. Her fejres forløbets afslutning og deltagerne modtager Guds velsignelse under bøn og hånds-pålæggelse.

Dåb
Dåb foretages efter Det nye Testamentes forbillede, hvor baggrunden er den enkeltes ønske om at bekende sin tro på Jesus Kristus som frelser og herre. Selve handlingen finder sted ved en gudstjeneste og foregår ved neddykkelse i et dåbsbassin. Hermed illustreres det bibelske billedsprog; at dåben er en begravelse af det gamle liv, efterfulgt af en opstandelse og et nyt liv sammen med Gud. Forud for dåben går en dåbsunder-visning, der som regel foretages af én af kirkens præster.

Nadver
Nadveren finder sted i forbindelse med gudstjenesten én søndag om måneden. Alle børn og voksne inviteres til at deltage i denne kirkelige handling, som har sit udspring i Jesu sidste måltid med disciplene skærtorsdag. Nadveren hjælper os til at huske, hvad Jesus har gjort for os ved sin død og opstandelse. Ved nadverbordet har vi fællesskab med Jesus og med hinanden.

Bryllup
Kirkens præster har ret til at foretage vielser med borgerlig gyldighed. Vielse forudsætter, at enten bruden eller brudgommen er medlem af kirken. Ved ønske om vielse kontaktes den af kirkens præster, man ønsker skal forestå vielsen. Vi anbefaler samtidig, at man inden brylluppet følger et før-ægteskabeligt rådgivnings-forløb.

Begravelse
Begravelser og bisættelser foretages af kirkens præster og kan foregå ud fra både kirken eller et kapel i tilknytning til den pågældende kirkegård. Ved dødsfald kontaktes den af kirkens præster, som man ønsker skal forestå begravelsen.

En at tale med
En af kirkens vigtigste opgaver er samtalen og sjælesorgen med mennesker. Kirkens præster og andre frivillige står til rådighed, når du har brug for en samtale og/eller forbøn ansigt til ansigt. Du er velkommen til at kontakte en af præsterne og lave en aftale.